Kære alle
Jeg er utrolig glad for, at se jer der er mødt her til eftermiddag, for at fejre at det i år er 60 siden, at en flok driftige ildsjæle blev enige om at stifte Listrup Ungdoms- og Idrætsforening
den 15. juli 1957.
Midt i 50-erne brændte Asger Jepsens gård, der lå, hvor nu klubhuset ligger og kommunen dengang (Karleby-Horreby- Nr. Ørslev) købte grunden, og omdannede den til
en sportsplads. Vores første formand var Eiler Andreasen. Meningen var at gå i gang med både fodbold og håndbold, og de samme tanker havde Nørre Ørslev Gymnastikforening
(NØG). Efter nogen diskussion enedes man i fordragelighed om, at NØG skulle stå for håndbolden og LUIF for fodbolden. Dette har vi holdt fast i, lige siden.
Når LUIF først og fremmest blev en fodboldklub skyldtes det ikke mindst P.G. Jensen, der var førstelærer på Nørre Ørslev Skole. PG, som han altid kaldtes, var bidt som en gal af
fodbold, og han mente, at omegnens ungdom sagtens kunne stille et slagkraftigt hold.
Således blev det første LUIF hold tilmeldt i C-rækken, hvad der i dag svarer til serie 5. En af spillerne var den 14-årige Svend Åge Nielsen, der i dag har klubrekorden med over 400
førsteholdkampe – en rekord, der bliver meget svær at slå.
Netop klubhus var i 1957 en mangelvare. Man havde et lille træskur i hjørnet ind mod nabogrunden, men også bolde var en mangelvare, og rygtet vil vide, at man i nødstilfælde
måtte låne en bold i Systofte, hvilket man dog IKKE gør i dag!
En sidegevinst i forbindelse med byggeriet af Møllebakkeskolen (der stod færdig i 1960) var, at hovedentreprenøren, daværende murermester Robert Hansen, Karleby, ved afslutningen
af byggeriet forærede mandskabsskuret til LUIF, og det kom i over 10 år til at fungere som ”klubhus. Det stod, hvor nu ”anneksbygningen” (det med de to omklædningsrum og dommerrum er).
60-erne var også et årti, hvor klubben virkelig voksede. To seniorhold, hvor førsteholdet efterhånden avancerede til mellemrækken (det nuværende serie 1) og en begyndende ungdomsafdeling gjorde, at LUIF efterhånden manifesterede sig som en klub, man skulle regne med.
Til sammenligning spillede Horbelev i det, der dengang hed 4. division, og 1901`s 4. hold lå i mellemrækken.
De udvidede aktiviteter stillede større og større krav til såvel plads som arbejdskraft og økonomi.
I forbindelse med det sidste fik én af klubbens pionerer, daværende vognmand Herman Jensen, en ide: Oprettelsen af støtteforeningen LUIF`s Venner.
70-erne var der for alvor kom gang i klubben, og hvor vi var ved at blive en klub, som alle måtte tage alvorligt – selv om vi stadig var én af de yngste på Lolland-Falster. Især på ungdomsfronten, var vi i vækst. Vi havde snart hold med i alle rækker fra lilleput til juniores. (Miniput og mikroput var ikke ”opfundet” endnu). Førsteholdet viste sig at bide sig fast i mellemrækken, hvor vi i flere år i træk sluttede på en 4.-plads. Vores styrke var sammenhold og sammenspil, idet vi i nogle sæsoner i starten af 70-erne kun brugte omkring 15 spillere på førsteholdet. Det skal i den forbindelse nævnes, at det var før 12., 13. og 14. manden blev ”opfundet”. Vi havde et hold, der kunne slå alle – og tabe til alle – hvad vi så gjorde..
Et eksempel: I 1972 skabte vi sensation ved som serie 1-klub at sende Nr. Alslevs Danmarksserie hold ud af pokalturneringen med en sejr på 3-2 i en fantastisk kamp. 14 dage senere tabte vi samme sted (på hjemmebane) 0-5 til Nr. Alslevs 2. hold i turneringen. Pige- og damefodbold var så småt ved at indfinde sig, og her holdt vi os heller ikke tilbage. Det satte yderligere pladsforholdene under pres, så ønsket om en ekstra bane meldte sig og efter seje forhandlinger lykkedes det os at få kommunen med til at anlægge en ny bane – den der i dager vores opvisningsbane ”LUIF-Park”.
I 80’erne gjorde den professionelle fodbold holdt sit indtog i Danmark – og som for øvrigt mange divisionsklubber ”knækkede halsen” på. I 1982 kunne vi fejre klubbens 25-års jubilæum, og her blev to af ”Tordenskjoldssoldater” Kristian Blaaberg og Gunnar Jensen fortjent udnævnt til LUIF`s første æresmedlemmer. På det sportslige område oplevede vi på seniorfronten lidt af en nedtur i disse år. Årsagen var måske, at vi ikke havde fået skiftet nok ud i førsteholdstruppen, så vi lige pludselig stod med et ungt og uerfarent hold, der måtte se sig degraderet til serie 2 og i 1986 var vi meget tæt på at ryge ned i serie 3. Vi reddede os på den sidste spilledag. Fra da af gik det fremad på seniorfronten. Det skyldtes ikke mindst, at vi nu begyndte at få udbytte af det store ungdomsarbejde, vi hele tiden havde haft. Dygtige ungdomstrænere havde formået at fastholde talenter, selv om vi måtte erkende, at de store klubber i Nykøbing ”satte” sig på de største af talenterne. I oktober 1988 kunne vi så fejre oprykningsfest efter at slået Holeby sikkert i to kampe. Vi var igen i serie 1.
Klubbens medlemstal voksede støt op gennem 80-erne, og behovet for bedre omklædningsfaciliteter øgedes, så vi startede og fuldførte næste ”projekt tilbygning” – huset der ligger vinkelret på den oprindelige bygning. Her blev der indrettet to omklædningsrum, samt dommerrum og handicaptoilet.
Klubhusbyggeri, voksende ungdomsafdeling og andre udgiftskrævende ting stillede krav til økonomien, hovederne måtte lægges i blød for at finde nye indtægtsmuligheder.
På dette tidspunkt var de vigtigste indtægtskilder salget fra cafeteriet i klubhuset samt den årlige sportsuge, der i disse år virkelig var givtige. Også de to store indestævner i
Horrebyhallen kort før jul og lige efter nytår gav pæne overskud. Det gav godt med penge, men alligevel var der behov for nye ideer, og de kom.
I starten af 90-erne opnåede vi endelig en gevinst af vores store ungdomsarbejde. Vi kvalificerede os til DBU`s juniordivision og senere ynglingedivision, hvor grundlaget for vores nuværende førstehold blev lagt. Det var fantastisk, at vi nu som lille landsbyklub blev placeret på Danmarkskortet, hvad der gav (og giver) mange udeklubber problemer med at finde os.
De flotte resultater betød, at LUIF`s ynglingehold i 1995 blev tildelt kommunens idrætspris.
De største talenter søgte naturligt nok lykken på højere niveau, men vi havde den glæde, at de fleste af dem vendte tilbage nogle år senere, og flere af dem spiller i dag på førsteholdet.
Og så var der lige det med den der nye bane, hvor opvisningsbanen ligger i dag, som det lykkedes at få byrådet til at købe det til formålet. Det så umiddelbart ud til at stykket let kunne blive til ny bane, men en opmåling viste, at der var over en halv meter niveauforskel fra hjørne til hjørne. Igen viste lokalsammenholdet sin styrke: Vores lokale byrådsmedlem
Povl Høier viste sig igen som en hjælper i nøden. Han fik aktiveret landmandskolleger til at køre jord på, således at banen var i niveau. LUIF-medlemmer samlede i efteråret 1991 sten og sørgede for, at banen var klar til tilsåning. Ligeledes sørgede han for træer til beplantning op mod vejen og ud mod øst, og i 1992 stod banen klar til brug.
Næste store projekt var udvidelsen af klubhuset – nok det mest krævende af alle projekter i den nyere tids LUIF-historie. Vi havde fået en frivillig (igen-igen) arkitekt til at lave en tegning, der omfattede en bygning, der lå vinkelret på det oprindelige klubhus. Det indeholdt en stor udvidelse af cafeteriet og køkkenet, samt et nyt omklædningsrum med sauna og et mødelokale med en nedtagelig skillevæg så det kunne tillægges samlingslokalet, når det var nødvendigt. Det stillede store krav til frivillig arbejdskraft, men igen viste klubånden sig.
Mange tegnede sig på forhånd som hjælpere, og der var på intet tidspunkt ”byggekrise”. Det er fantastisk, at klubben rådede (råder) over så mange eksperter. Efteråret 1994 gik vi efter turneringsafslutningen i gang. Der var denne gang tale om så stort et projekt, at vi fornuftigvis havde nedsat et byggeudvalg med underafdelinger såsom murer tømrer- maler- og andre afdelinger. Det kom – som sædvanligt – til at fungere perfekt, og i sommeren 1995 kunne vi så indvie, den nye afdeling, som har givet meget mere ”luft” i hverdagen og som i de efterfølgende år har dannet rammen om mange gode og festlige stunder.
Desværre undgik vi ikke tragiske hændelser. En aprilaften i 1993 faldt Bent Mikkelsen om under en veterankamp mod B1921 i Nykøbing. Trods omgående førstehjælp stod hans liv desværre ikke til at redde. Bent havde hele sit voksenliv været en af klubbens store støtter som spiller, ungdomstræner, kasserer og meget andet. Med sit beskedne væsen var han en utrolig afholdt person, som blev meget svær at erstatte. Klubben valgte og ære og mindes Bent med stiftelsen af ”Bent Mikkelsens Mindepokal” som bestyrelsen uddeler hvert år, til en person der har ydet en indsats udover det sædvanlige, helt som Bents ånd. På seniorfronten måtte vi desværre i 1995 ned i serie 2, hvor vi tilbragte 4 år, indtil vi i 1999 vandt serie 2 og rykkede op i serie 1. Og så gik det ellers stærkt.
I starten af det nye århundrede vendte Mik, Mak og Molle tilbage til barndomsklubben, efter at have prøvet sig af på højere niveau, sammen med flere andre af ”de fortabte sønner”. Det betød, at vi pludselig på seniorfronten kunne markere os med oprykninger fra serie 1 og kulminerende med oprykning til Kval-rækken i efteråret 2003. Der må have været nogle stykker, der kneb sig selv i armen: Kunne det virkelig være rigtigt, at vi som lille ”bondeklub” var indrangeret som tredjebedst på Lolland Falster?? Det var rigtigt, men samtidig meldte bekymringerne sig. Kunne vi virkelig klare denne opgave?
Året 2004 i kval-rækken viste, at det kunne vi ikke – og dog.. Man valgte at spille fodbold i stedet for at grave sig ned, og det betød, at vi i flere kampe løb ”lige ind i kniven”. Den eneste store oprejsning var, da vi i efterårets første kamp slog 1921 2-1 på udebane. Så var sæsonen næsten reddet. Året i kval-rækken viste, at vi nok heller ikke var gode nok på det organisatoriske plan. Det var som sædvanlig ”Tordenskjolds soldater”, der måtte stå for slæbet, og især kneb det med hjælpere ved hjemmekampene.
Efter nedrykningen fra kval-rækken udviklede seniorafdelingen sig under dygtige trænere, og førsteholdet placerede sig stort set hvert år i den bedste halvdel af LF-serien. Andetholdet fulgte med og kunne for et par år siden rykke op i Serie 1, hvor det har klaret sig overraskende godt. I 2013 engagerede man så en af klubbens egne som træner: Rasmus Christensen, ”Ralle” der kom fra et job som ungdomstræner i B 1901. Klubbens og Ralles mål har været oprykning til, og efter 3 år med ”lige ved og næsten” lykkedes det som bekendt her i jubilæumsåret, at rykke op i Sjællandsserien med en imponerende sæson uden et eneste nederlag og med sikker oprykning, der allerede var en kendsgerning et par spillerunder før afslutningen. Flot præstation af spillere og træner efter en flot træningsindsats, der også trak serie 1 holdet med til en flot placering. Første- og andetholdet består af en god blanding af unge talenter og mere rutinerede spillere med en stamme af klubbens egen avl og spillere udefra, der tilsyneladende er faldet godt til. Ingen nævnt –ingen glemt- Nævnes skal dog førsteholdets utrættelige holdleder Rene ”Scheisse” Pedersen, der i utallige år stille og roligt har passet sit job, og på sin lune facon er blevet en uundværlig del af klubben. Tingene omkring holdet er altid i orden. Jeg tror ikke, mange udenfor stående har begreb om hvilket kæmpearbejde, det er såvel til hverdag som til kamp at holde styr på alting: Spilletøj, overtræksdragter, medicintaske, drikkeflasker, forplejning m.v. En arbejdshest, man kun kan beundre.
3.-holdet fortsætter med at hygge sig, og deres humør og træningsiver er med til at præge klubben, og veteranerne minder alle os unge om dengang da de var unge, var der rigtige fodboldspillere til.
De små årgange gør det nødvendigt for mindre klubber som vores, at lave samarbejde på ungdomsfronten, som vi er med i sammen med Horbelev og fra efter sommerferien B 1938.
Jeg vil gerne takke både Horbelev og 38 for, at ville indgå i et tillidsfuldt og ligeværdigt samarbejde, og særligt styregruppen der får det hele til glide. Jeg er sikker på, at vi via dette samarbejde har gjort vores til, at sikre ”fødekæden” til vores førstehold i årene der kommer. Mange klubber, herunder os selv, har i dag problemer med at skaffe ledere og trænere. Vi må erkende, at vi som så mange andre må trække på ”Tordenskjolds soldater”, som vi håber vil tage en tørn fremover. Med konkurrencen fra andre fritidsinteresser kan det blive svært, og derfor er det vigtigt, at vi alle giver hinanden et skulderklap, når vi synes, at der er grund til det, samt at vi hjælper hinanden, når der opstår problemer.
Så derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til, at takke tidl. formænd Ivar Damgaard (sponsorudvalg, træner), Henning Bondegaard (nu banegruppen Guldborgsund), Henning Sørensen, Mette Damgaard, Bjarne Christensen (torsdagsmad og meget mere) og ”Mik” for jeres kæmpe stykke arbejde for klubben.
Tak til de andre i bestyrelsen, der har den tvivlsomme fornøjelse at trækkes med mig. Tak til Søren Damgaard som har overtaget sin fars og mors tjans med sponsorer (netværk, netværk) Tom (klubhus/kiosk, ungdomstræner), Rasmus Bergmann (Vennerne, 1. holdet og meget mere), Kenneth Jensen og Thomas Jakobsen (bane/indendørstræning), tak til min næstformand Mik der siden jeg blev formand har været mig den største støtte, tak til Mak for arbejdet med ungdommen, til Molle (mad) til Vinnie og Lisette, til Kent for at styre måltavlen, og sidst men ikke mindst til alle jer der har LUIF i hjertet. Tak til DBULF, Guldborgsund Kommune, samt vores mange loyale og trofaste sponsorer. Uden jer var vi her ikke.
Vi skal også mindes de der ikke længere er i blandt os og som alle har bidraget til den klub vi har i dag. Vi må aldrig glemme alle de der kom før os, og vi må aldrig glemme vores historie og det vi er rundet af. Historieløshed findes der desværre nok af, i vores samfund.
Endnu engang tak fordi i valgte at møde op, og fejre vores jubilæum sammen med os.
Mød ønsket om, at vi har mange gode år i os endnu vil jeg udråbe til trefoldigt leve for LUIF.
LUIF længe leve – HURRA, HURRA, HURRA.
Nicklas Thorsen, formand LUIF
I forbindelse med receptionen blev der også udnævnt et nyt æresmedlem i LUIF. Valget faldt på Eli Jensen, begrundelsen kan læses her
