Menu

Mikael "Mik" Christensen, træner for LF-serien

image
30. april 2020 kl. 17:07

Hvem er jeg?

Jeg hedder Mikael (Mik) Christensen jeg er 40 år gammel og har trænet LUIF LF-serie de sidste 2 år.
Jeg har 3 børn på 19, 14 og 4 år, og min søn spiller på LUIFs LF-serie. Jeg bor i Falkerslev og er pædagog på Østre skole i k-klassen som er et speciel tilbud til børn, der ikke kan gå i alm. klasse.
Jeg har selv spillet i NFC (1901), Døllefjelde og LUIF, hvor jeg har spillet ca. 350 førsteholdskampe. 
Jeg har igennem mit fodboldliv trænet Stubbekøbing i 4 år og Horbelev 1 år. Og trænet ungdom i LUIF i flere år, af flere omgange. Jeg har været formand for LUIF i 4 år og siddet i bestyrelsen i 6 år.

Hvorfor blev du træner?
Grunden til at jeg er træner er, at jeg godt kan lide at se ens ideer komme til live i kampe. Når en øvelse man har trænet på i flere uger pludselig virker i en kamp, er det en fantastisk følelse. Samtidig elsker jeg livet omkring et hold, der er en helt speciel stemning på et fodboldhold som jeg virkelig holder af. Når man når min alder og ens fodboldkarriere er slut er det næstbedste at være træner, og særligt når det er i ens hjerteklub.

Hvad er din ambition som træner?
Min ambition som træner er for nuværende at udvikle så mange 1. holdsspillere til LUIF som muligt, så vi de næste 20 år også har et hold der ligger i top 10 på Lolland-Falster. Vi har i LUIF de sidste 20 år været en del af toppen på Lolland-Falster, det er en helt enestående præstation af en klub af vores størrelse, og jeg mener vi er den mest succesrige klub af de “mindre” klubber på LF igennem de sidste 20 år. Det er virkelig noget vi kan være stolte af. 
I fremtiden kan jeg godt se mig selv træne et ungdomshold, gerne et elitehold, hvor det er nogle unge mennesker der vil træne og udvikle sig.