Et land uden historie er som et menneske uden hukommelse..


Dette kan måske overføres til LUIF, og da mange har spurgt til historien – og især til, hvorfor klubben hedder Listrup UIF, når nu alle aktiviteterne ligger i Nr. Ørslev – har vi besluttet her i klubbladet at råde lidt bod på det.


Vi har tænkt os som føljeton – nogenlunde kronologisk – startende med ”fødslen” – at fortælle om de vigtigste begivenheder, krydret med anekdoter, som jo sjældent bliver dårligere med årene.


Det har været en fordel, at klubben er så ung, at mange endnu husker starten. Disse ”unge” mennesker har været en stor hjælp ved indsamlingen af oplysningerne til denne beretning.


50-erne


Helt fra fyrrerne og op gennem halvtredserne eksisterede der en Listrup og omegnens Ungdomsforening, hvis aktiviteter først og fremmest var samlet om Listrup Forsamlingshus, der jo nu kun er overlevet som privatbolig.


Aktiviteterne var først og fremmest baller og den årlige dilettantforestilling, der altid trak fulde huse. Af protokollerne fremgår det, at der f.eks. i 1940 var en årsindtægt på ca. 3.000, hvilket var mange penge dengang…


Midt i 50-erne brændte Asger Jepsens gård, der lå, hvor nu klubhuset ligger. Gården blev genopført på den anden side af landevejen, og et fremsynet byråd (kommunen hed dengang Karleby-Horreby- Nr. Ørslev) købte grunden med haven og en del af markerne og lavede en sportsplads – den bane, der nu ligger foran klubhuset.


Når nu forholdene var der, var det fristende at gå i gang, og i sommeren 1957 blev LUIF stiftet. Den er således én af de yngste klubber på Lolland–Falster. Klubbens første formand var Eiler Andreasen, der nu bor i Nykøbing. Meningen var at gå i gang med både fodbold og håndbold, og de samme tanker havde Nørre Ørslev Gymnastikforening (NØG). Efter nogen diskussion enedes man i fordragelighed om, at NØG skulle stå for håndbolden og LUIF for fodbolden. Heldigvis er fordrageligheden fortsat, idet de to klubber som bekendt sammen med den senere opståede Horreby Badmintonklub holder de efterhånden traditionelle halfester i Horrebyhallen.


Når LUIF først og fremmest blev en fodboldklub skyldtes det ikke mindst P.G. Jensen, der var førstelærer på Nørre Ørslev Skole, der havde til huse, hvor der nu er genbrugssalg. Senere, efter skolens nedlæggelse blev her Brugsforening. PG, som han altid kaldtes, var bidt af en gal fodbold, og han mente, at omegnens ungdom sagtens kunne stille et slagkraftigt hold.


Det lykkedes også at stable et hold på benene i C-rækken, hvad der i dag svarer til serie 5. En af spillerne var den 14-årige Svend Åge Nielsen, der i dag har klubrekorden med over 400 førsteholdkampe – en rekord, der bliver meget svær at slå. Han blev da også i 1997 i forbindelse med klubbens 40-års jubilæum udnævnt til klubbens 3. æresmedlem – også fordi han uden for banen var et stort aktiv – bl.a. i forbindelse med klubhusbyggerierne.


Netop klubhus var i 1957 en mangelvare. Man havde et lille træskur i hjørnet ind mod nabogrunden. (Der, hvor der i dag er parkeringsplads over mod Ingemannsson). Her kunne man ugenert klæde om, men hvis man ville i bad, måtte man tage det derhjemme. En gang imellem forbarmede PG sig dog, så man kunne køre op på den lille skole og tage sig et koldt styrtebad i kælderen…


Også bolde var en mangelvare, og rygtet vil vide, at man i nødstilfælde måtte låne en bold i Systofte, hvis klub var blevet stiftet i 1940. Senere måtte man ty til at låne bold på skolen – et forhold, der jo i dag er omvendt.
I sidste nummer af klubbladet startede jeg en føljeton om LUIF`s historie. Den sluttede med, at klubben blev stiftet i 1957 som én af de yngste på Lolland-Falster. En bar mark og et træskur til omklædning var, hvad pionererne havde at gøre godt med.


I 1958 blev der lavet en ny skolelov. Mange vil spørge sig selv, hvad det har med LUIF at gøre? Jeg skal skynde mig at sige: -- meget.


Ud over forskellige ændringer i strukturen var det vigtigste: I stedet for, at bogligt begavede børn fra landet skulle ind til de større byer for at læse videre efter 7.-klasse (det betød, at de fleste valgte at gå ud af skolen efter 7. for at få sig et job) flyttede man nu skolerne ud på landet, så alle havde en mulighed for en 9-10-årig skolegang tæt på deres bopæl. Det betød også, at sognerådene i de kommuner,(over 1000), der dengang eksisterede, blev nødt til at tage stilling til, hvor disse skoler skulle placeres. Fremsynede og dygtige lokalpolitikere i de tre kommuner i vores område (Karleby/Horreby/Nr. Ørslev, Sdr.Alslev/Sdr.Kirkeby samt Systofte) fandt frem til et fornuftigt samarbejde om oprettelse af en Centralskole, og valget faldt på det højst beliggende sted i området: Møllebakken i Horreby. (Bakken ligger lige bag skolens sportsplads). Samtidig bestemte man, at skolens navn skulle være Møllebakkeskolen, så man slap for det fnidder-fnadder om bynavne, som fandt sted andre steder, og som senere skulle komme efter kommunesammenlægningerne i 1970 og nu dukker op igen med den nye kommunalreform.


I 1960 stod skolen færdig, og alle omegnens børn kunne nu fra 1.- 10. klasse gå i skole i deres lokalområde. For at lokke lærere ud på landet, var det nødvendigt at bygge boliger til dem, og det tiltrak selvfølgelig en masse unge lærere. Det, at børnene nu kunne gå i skole forholdsvis tæt på hjemmet, og der samtidig var lærere, der boede i lokalområdet, og som på én eller anden måde følte sig forpligtet til også at tage sig af eleverne i fritiden, kom til at sætte sit præg på udviklingen i LUIF – og i mange andre idrætsforeninger i hele landet.


I den forbindelse kan nævnes, at i 1963 blev en ung mand fra Hornbæk, Jørgen Svan, ansat på skolen, og han fik en meget stor betydning for idrætslivet i området. Som ungdomstræner, kasserer og senere formand i LUIF, DBU-trænerinstruktør og senere som medstifter og mangeårige kasserer i Horreby Badmintonklub samt ikke mindst næsten 40 år som lærer på Møllebakkeskolen er han lidt af et ikon. Svan kom ind i bestyrelsesarbejdet på en sjov måde: Dagen efter generalforsamlingen i 1964, hvor Svan ikke deltog, stillede klubbens daværende formand, købmand Arne Nielsen, hos ham med klubkassen og fortalte ham, at han nu var LUIF`s kasserer…..Sådan !!


En sidegevinst i forbindelse med skolebyggeriet var, at hovedentreprenøren, daværende murermester Robert Hansen, Karleby, ved afslutningen af byggeriet forærede mandskabsskuret til LUIF, og det kom i over 10 år til at fungere som ”klubhus. Det stod, hvor nu ”anneksbygningen” (det med de to omklædningsrum og dommerrum er). Klubben byggede selv baderum til, så nu kunne der bades efter træning og kamp. Selv om det stadig var primitivt efter nutidens forhold, var det dog et kæmpe fremskridt. Klubhus var dog så meget sagt, idet alle møder blev holdt enten privat eller i Listrup Forsamlingshus, der har været ramme om mange generalforsamlinger, baller, dilettantforestillinger og bankospil (herom senere).


60-erne var også et årti, hvor klubben virkelig voksede. To seniorhold, hvor førsteholdet efterhånden avancerede til mellemrækken (det nuværende serie 1) og en begyndende ungdomsafdeling gjorde, at LUIF efterhånden manifesterede sig som en klub, man skulle regne med.
Til sammenligning spillede Horbelev i det, der dengang hed 4. division, og 1901`s 4. hold lå i mellemrækken.
De udvidede aktiviteter stillede større og større krav til såvel plads som arbejdskraft og økonomi.
I forbindelse med det sidste fik én af klubbens pionerer, daværende vognmand Herman Jensen, en ide: Oprettelsen af støtteforeningen LUIF`s Venner. Herman var – som alle pionerer - et arbejdsjern, men ville på den stiftende generalforsamling 14. november 1969 af arbejdsmæssige årsager ikke stille op til bestyrelsen, der kom til at bestå af: Kristian Blåberg, formand, Gunnar Jensen, Jens Rasmussen, Leo Lassen, Herman Mortensen – alle navne, som gamle og såmænd også nye LUIF-ere omgås med stor respekt.


Når vi er ved navne: Det er typisk – og glædeligt – at generation følger efter generation som trofaste LUIF`ere.


Lad mig i flæng nævne nogle familier, som næsten kan kaldes dynastier. Børn, svigerbørn og børnebørn har ydet en stor indsats for klubben på forskellige områder: Gunnar Jensen, Herman Jensen (vognmand), Hans Jørgen Rygaard, Ole Madsen, Bjerne Christensen m.fl.


Det kan være farligt at trække enkelte familier ud på bekostning af andre – især fordi vores styrke – og måske svaghed? som klub netop er sammenholdet, der af udenforstående måske forveksles med sammenspisthed.


Men set i bakspejlet er det vel netop dette sammenhold – som jeg til gengæld ved, at mange klubber misunder os – der er skyld i at vi står, hvor vi står. Samtidig tyder det jo på, at tilflyttere er faldet godt til, og vi glæder os over hvert nyt medlem på alle niveauer.


1970-erne – fremgang…


Tredje del af føljetonen om LUIF`s historie handler om 70-erne, hvor der for alvor kom gang i klubben, og hvor vi var ved at blive en klub, som alle måtte tage alvorligt – selv om vi stadig var én af de yngste på Lolland-Falster.


Langsomt meldte sig behovet for et rigtigt klubhus i stedet for det tidligere arbejdsskur fra Møllebakkeskolen, som blev omtalt i sidste nummer.


På et møde i1971 i Listrup Forsamlingshus – vores daværende samlingssted – besluttede bestyrelsen at sætte arbejdet med et ”fast” byggeri til afløsning for ”skuret”. Heldigvis havde klubben –som i dag – en masse dygtige bygningshåndværkere, og sammen med en masse frivillige lykkedes det at få det første ”rigtige” klubhus op at stå. Det er den del af bygningen, der i dag – efter flere udvidelser – står som kernen med to omklædningsrum, køkken og klublokale. Det var et kæmpe fremskridt, men også en tung økonomisk byrde.


Det stillede store krav til opfindsomheden med hensyn til at tjene penge, og det udmøntede sig igen i involvering af en masse frivillige, som vi heldigvis altid har kunnet trække på. Juletræssalg, bankospil, papirindsamling var nogle af de aktiviteter, vi satte i værk for at skrabe penge sammen – ofte i samarbejde med LUIF`s venner.


Klubben var i stadig vækst – især på ungdomsfronten. Vi havde snart hold med i alle rækker fra lilleput til juniores. (Miniput og mikroput var ikke ”opfundet” endnu). Førsteholdet viste sig at bide sig fast i mellemrækken, hvor vi i flere år i træk sluttede på en 4.-plads. Vores styrke var sammenhold og sammenspil, idet vi i nogle sæsoner i starten af 70-erne kun brugte omkring 15 spillere på førsteholdet. Det skal i den forbindelse nævnes, at det var før 12., 13. og 14. manden blev ”opfundet”. Vi havde et hold, der kunne slå alle – og tabe til alle – hvad vi så gjorde..


Et eksempel: I 1972 skabte vi sensation ved som serie 1-klub at sende Nr. Alslevs Danmarksserie hold ud af pokalturneringen med en sejr på 3-2 i en fantastisk kamp. 14 dage senere tabte vi samme sted (på hjemmebane) 0-5 til Nr. Alslevs 2. hold i turneringen.


Pige- og damefodbold var så småt ved at indfinde sig, og her holdt vi os heller ikke tilbage. Det satte yderligere pladsforholdene under pres, så ønsket om en ekstra bane meldte sig. Vi var nu kommet ind i den nye storkommune Stubbekøbing, hvor vi jo var et udkantområde, men efter seje forhandlinger lykkedes det os at få kommunen med til at anlægge en ny bane – den der i dag er vores opvisningsbane ”LUIF-Park”.


Indvielsen skete med unionskamp for damer mellem LFBU og SBU. At LUIF på damesiden var godt med, viste sig ved, at vi havde to spillere med på unionsholdet: Merethe Bjørk Jensen som målmand og Bente Pedersen (nu Sørensen – ”Musses” mor) som markspiller. SBU vandt, men vore to spillere gjorde det rigtig godt.


I forbindelse med kampen husker jeg især to ting:
LFBU`s daværende formand Manfred Skipper, Nakskov skulle selvfølgelig overvære kampen. Han dukkede først op langt inde i første halvleg – med den klassiske forklaring: Han var kørt til Listrup, hvor han naturligt nok ikke kunne finde nogen fodboldbane. Derefter var han kørt tilbage, og her havde han set en masse biler parkeret, så her måtte det være. Det viste sig at være ”Svend P” s autoophugningsplads, der lå for enden af Bygaden. Her var der heller ikke meget fodbold, så til sidst fandt han dog det rigtige sted. Mange klubber og tilskuere udefra kan vist nikke genkendende til den historie..


Efter kampen skulle der være banket for alle spillere, ledere, dommere og andre i Tingsted Forsamlingshus. Jeg selv – som formand for LUIF - og vores daværende kasserer Bent Mikkelsen var inviteret med, men da vi stod uden for Tingsted Forsamlingshus, kom LFBU`s daværende sekretær Poul Hansen ud på trappen og måtte meddele: ”De siger, at det ikke er her…”
Så var ”gode dyr rådne”, men et hurtigt opkald til ”Volieren” i Øster Kippinge klarede miseren, og en time efter kunne vi sætte os til bords..


Klubblad var der også behov for, og det sørgede Jørgen Svan for. På skolens spritduplikator fremstillede han både turneringsplan og forløberen for ”Helt i hvidt”..


Klubbens vækst stillede store krav til både økonomi og behovet for ledere. Vi bor som bekendt i et tyndt befolket område, men her kom klubfølelsen til at sætte sine spor. Det lykkedes for os hele tiden at skaffe ledere og trænere og bestyrelsesmedlemmer – godt nok ofte ”Tordenskjolds soldater”.


Spørgsmålet var, hvor længe disse soldater kunne ”holde”.


1980…


Føljetonen om LUIF`s historie sluttede i sidste klubblad omkring 1980, og jeg nævnte, at indtil da havde klubbens ledelse og også spillerstaben været præget af ”Tordenskjolds soldater”. Jeg nævnede også, at det var spændende at se, om disse ”soldater” kunne blive ved med at bevare gejsten.


Det var i en periode, hvor den professionelle fodbold holdt sit indtog i Danmark – og for øvrigt mange divisionsklubber ”knækkede halsen” på ved at ride med på bølgen.


Nu var de økonomiske midler i LUIF heller ikke dengang i en tilstand, så vi kunne tænke i de baner, men alene det, at der nu var penge i spil for spillerne på højeste niveau, smittede af på, hvad der foregik i de små klubber. Heldigvis nåede det ikke ned på mellemrækkeniveau på Lolland_Falster – i hvert fald ikke til LUIF.


I 1982 kunne vi fejre klubbens 25-års jubilæum ved en stor fest på Bagergården i Falkerslev, og her blev to af ”soldaterne” – Kristian Blaaberg og Gunnar Jensen – fortjent udnævnt til LUIF`s første æresmedlemmer.


På det sportslige område oplevede vi på seniorfronten lidt af en nedtur i disse år. Årsagen var måske, at vi ikke havde fået skiftet nok ud i førsteholdstruppen, så vi lige pludselig stod med et ungt og uerfarent hold, der måtte se sig degraderet til serie 2 og i 1986 var vi meget tæt på at ryge ned i serie 3. Vi reddede os på den sidste spilledag.


Fra da af gik det fremad på seniorfronten. Det skyldtes ikke mindst, at vi nu begyndte at få udbytte af det store ungdomsarbejde, vi hele tiden havde haft. Dygtige ungdomstrænere havde formået at fastholde talenter, selv om vi måtte erkende, at de store klubber i Nykøbing ”satte” sig på de største af talenterne.


I oktober 1988 kunne vi så fejre oprykningsfest efter at slået Holeby sikkert i to kampe. Vi var igen i serie 1.


Holdet brugte det første år til at stabilisere sig og fik en pæn placering, men året efter i 1990 stod den på oprykningskampe mod Nakskov Boldklub (deres 2.hold) til LF-serien. To nervepirrende kampe – først 2-2 i Nakskov, hvor vi førte 2-0 – og lørdagen efter i Nr. Ørslev kunne vi have sikret os oprykningen, men ak – det glippede.. Stadionrekord med ca. 500 tilskuere kunne konstatere, at NB på dagen var bedre, og vi måtte tilbringe endnu et år i serie 1.


Klubbens medlemstal voksede støt op gennem 80-erne, og behovet for bedre omklædningsfaciliteter øgedes, så vi startede og fuldførte næste ”projekt tilbygning” – huset der ligger vinkelret på den oprindelige bygning. Her blev der indrettet to omklædningsrum, samt dommerrum og handicaptoilet. Dette fungerer i dag mest som oplagsrum.
Men i 1993 kom det til at spille en uventet rolle: Jeg havde som dommerinstruktør undervist et hold på 11 dommeraspiranter, bl.a. Marianne Svendsen, Boye Hansen og Bjarne Melche, LFBU`s nuværende sekretær. Eksamen skulle foregå i 1901`s klubhus, men 2 dage før eksamen meddelte man fra 1901, at man havde glemt, at klubhuset var udlejet til en privat fest. Gode råd var dyre, men problemet løst, da eksamen blev flyttet til LUIF – på handicaptoilettet. Alle 11 bestod og kan formodentlig, som de eneste dommere i Danmark prale af at have taget dommerkortet på et toilet…


Vi undgik desværre ikke tragiske hændelser. En sommerdag i 1986 blev en af vore drengespillere, Ebbe Nielsen, (bror til ”Dumle”) fundet druknet i branddammen i Karleby efter en fisketur.
En aprilaften i 1993 faldt Bent Mikkelsen om under en veterankamp mod B1921 i Nykøbing. Trods omgående førstehjælp stod hans liv desværre ikke til at redde. Bent havde hele sit voksenliv været en af klubbens store støtter som spiller, ungdomstræner, kasserer og meget andet. Med sit beskedne væsen var han en utrolig afholdt person, som blev meget svær at erstatte.


Klubhusbyggeri, voksende ungdomsafdeling og andre udgiftskrævende ting stillede krav til økonomien, og vi måtte lægge hovederne i blød for at finde nye indtægtsmuligheder. Foreløbig var de vigtigste indtægtskilder salget fra cafeteriet i klubhuset samt den årlige sportsuge, der i disse år virkelig var givtige. Også de to store indestævner i Horrebyhallen kort før jul og lige efter nytår gav pæne overskud. Hallen havde endnu ikke fået cafeteria, så vi lavede et interimistisk udsalg i redskabsrummet. Det gav godt med penge, men alligevel var der behov for nye ideer, og de kom.


LUIF-FØLJETON 90-ERE

90-erne er præget af fremgang på en del fronter: ny bane, klubhusudvidelse, seniorholdene (såvel damer som herrer) og ungdomsafdelingen, hvor især deltagelsen i junior- som ynglingedivisionen midt i 90-erne stadig sætter sit præg på den nuværende seniorafdeling.


Den næsten eksplosive tilvækst af spillere i alle afdelinger gjorde, at behovet for en tredje bane ud over ”den gamle” foran klubhuset og den ”nye” (nuværende opvisningsbane). Området mellem den gamle bane og landevejen var et oplagt område til en ny bane, og det lykkedes at få byrådet til at købe det til formålet.


Det så umiddelbart ud til at stykket let kunne blive til ny bane, men en opmåling viste, at der var over en halv meter niveauforskel fra hjørne til hjørne. Igen viste lokalsammenholdet sin styrke:
Vores lokale byrådsmedlem Povl Høier viste sig igen som en hjælper i nøden. Han fik aktiveret landmandskolleger til at køre jord på, således at banen var i niveau. LUIF-medlemmer samlede i efteråret 1991 sten og sørgede for, at banen var klar til tilsåning. Ligeledes sørgede han for træer til beplantning op mod vejen og ud mod øst, og i 1992 stod banen klar til brug.


Povl Høier har i hele sin periode som byrådsmedlem været en tro støtte til alle tre idrætsklubber i området, men desværre blev han ikke honoreret efter fortjeneste ved valget 2005 til det nye Guldborgsund byråd. Det vil vi nok komme til at mærke.


Næste store projekt var udvidelsen af klubhuset – nok det mest krævende af alle projekter i den nyere tids LUIF-historie.


Vi havde fået en frivillig (igen-igen) arkitekt til at lave en tegning, der omfattede en bygning, der lå vinkelret på det oprindelige klubhus. Det indeholdt en stor udvidelse af cafeteriet og køkkenet, samt et nyt omklædningsrum med sauna og et mødelokale med en nedtagelig skillevæg så det kunne tillægges samlingslokalet, når det var nødvendigt. Det stillede store krav til frivillig arbejdskraft, men igen viste klubånden sig. Mange tegnede sig på forhånd som hjælpere, og der var på intet tidspunkt ”byggekrise”. Det er fantastisk, at klubben rådede (råder) over så mange eksperter.


Efteråret 1994 gik vi efter turneringsafslutningen i gang. Der var denne gang tale om så stort et projekt, at vi fornuftigvis havde nedsat et byggeudvalg med underafdelinger såsom murer- tømrer- maler- og andre afdelinger.


Det kom – som sædvanligt – til at fungere perfekt, og i sommeren 1995 kunne vi så indvie, den nye afdeling, som har givet meget mere ”luft” i hverdagen.


I starten af 90-erne opnåede vi endelig en gevinst af vores store ungdomsarbejde. Vi kvalificerede os til DBU`s juniordivision og senere ynglingedivision, hvor grundlaget for vores nuværende førstehold blev lagt. Det var fantastisk, at vi nu som lille landsbyklub blev placeret på Danmarkskortet, hvad der gav (og giver) mange udeklubber problemer med at finde os.


KB`s ynglinge fandt os dog, og de var sandelig kommet på ”landet”. De troede åbenbart, at man kunne tillade sig alt på ”Lars Tyndskids mark”, og resultatet blev - ud over et stort nederlag – 5 røde kort !! Vist nok noget af en rekord – og jeg har ladet mig fortælle, at 3 af KB-spillerne efterfølgende blev smidt ud af KB.


De flotte resultater betød, at LUIF`s ynglingehold i 1995 blev tildelt kommunens idrætspris.
De største talenter søgte naturligt nok lykken på højere niveau, men vi havde den glæde, at de fleste af dem vendte tilbage nogle år senere, og flere af dem spiller i dag på førsteholdet.


Det flotte ungdomsarbejde smittede også af på Møllebakkeskolens hold i Ekstrabladsturneringen.
Således nåede vi i 1900 16-dels finalen, og i 1992 måtte vi efter en intens kamp på Brøndby stadion give op (efter straffespark) til Tjørnehøjskolen. Vi kom dog igen to år senere, hvor vi som kredsvindere var så heldige at trække Bornholms vindere på udebane. En fantastisk tur til Bornholm med fly frem og tilbage resulterede i en lidt heldig sejr, men heldet forlod os i kvartfinalen mod en skole fra Københavns-området. En fantastisk kamp på LUIF-park, hvor vi førte langt ind i overtiden, men et korrekt straffespark sendte os ud i straffesparkskonkurrence, som vi desværre tabte.


I 1997 kunne klubben så fejre 40-års jubilæum. Ved receptionen kunne vores daværende formand Ivar Damgaard udnævne to nye æresmedlemmer, Svend Aage Nielsen og Henning Sørensen. Ud over meget arbejde i ”kulisserne” som bestyrelsesmedlemmer, trænere, klubhusbyggere m.v. , har de to også et par klubrekorder, som bliver svære at slå. Svend Aage med flest førsteholdskampe (over 400) og Henning med flest kampe som målmand på førsteholdet (134).


Ellers blev slutningen af 90-erne en periode, hvor vi styrkede klubsammenholdet med arrangementer – bl.a. sportsugerne og Vennernes loppemarkeder, der skæppede godt i kasserne.


På seniorfronten måtte vi desværre i 1995 ned i serie 2, hvor vi tilbragte 4 år, indtil vi i 1999 vandt serie 2 og rykkede op i serie 1. Og så gik det stærkt.. Men derom mere i næste nr.


LUIF i det nye årtusinde.


Som nævnt i sidste nummer havde vi fantastisk succes i ungdomsrækkerne i 90-erne. Det betød selvfølgelig også at vore største talenter valgte at søge lykken på højere niveau. Bl.a. Christensen-brødrene Mik, Mak og Molle. Vi fik sagt pænt farvel og held og lykke til dem.


Stor var glæden derfor, da de i starten af det nye århundrede vendte tilbage til barndomsklubben sammen med flere andre af ”de fortabte sønner”. Det betød, at vi pludselig på seniorfronten kunne markere os med oprykninger fra serie 1 og kulminerende med oprykning til Kval-rækken i efteråret 2003.


En nervepirrende kamp mod 1921, hvor vores målmand Mikkel Wesselhoff allerede efter 5 min. spil måtte udgå med en brækket næse. Heldig vis havde vi Jesper ”Bat”, der fra en plads i forsvaret påtog sig pladsen som målmand – og stod en fejlfri kamp. Vi skulle vinde for at rykke op, da Nakskov ”åndede” os i nakken. Stillingen var længe 1-1, hvad der ikke var nok, men forløsningen kom kort før tid, da ”Mak” scorede til 2-1.


Vi var nogle stykker, der kneb os i armen: Kunne det virkelig være rigtigt, at vi som lille ”bondeklub” var indrangeret som trediebedst på Lolland Falster??


Det var rigtigt, men samtidig meldte bekymringerne sig. Kunne vi virkelig klare denne opgave?


Året 2004 i kval-rækken viste, at det kunne vi ikke – og dog.. Vi valgte at spille fodbold i stedet for at grave os ned, og det betød, at vi i flere kampe løb ”lige ind i kniven”. Det mest typiske eksempel var vel en herlig majaften i Sundby Idrætspark, hvor vi i en halv time spillede B 1908 baglæns ud af banen og skulle have ført 4-0. Alt blev dog brændt og et par personlige fejl gjorde, at vi måtte gå til pausen bagud 0-2, og kampen endte med et nederlag på 1-6.


Den eneste store oprejsning var, da vi i efterårets første kamp slog 1921 2-1 på udebane. Det var næsten nok til at redde sæsonen.


Året i kval-rækken viste, at vi nok heller ikke var gode nok på det organisatoriske plan. Det var som sædvanlig ”Tordenskjolds soldater”, der måtte stå for slæbet, og især kneb det med hjælpere ved hjemmekampene, der i øvrigt heller ikke gav det forventede antal tilskuere i forhold til året før.


Det store spørgsmål efter nedrykningen var: ”Hvad med næste år??” Her viste spillerne efter min mening den største moral, der er vist i klubbens historie. I stedet for at flygte til alle sider (jeg ved at mange andre klubber var på jagt efter spillerne) holdt man sammen, og efter et lidt ”forsømt forår”, fik man et meget flot efterår og sluttede i toppen.


2006 har så efter min mening spillemæssigt og resultatmæssigt været det bedste i klubbens historie.
Først og fremmest fordi andetholdets spillere fandt ud af, at det havde et formål at træne. Derfor fik også de en meget flot sæson. Samtidig er tredjeholdet et kapitel for sig. De træner året rundt hver torsdag, og det har været helt fantastisk at være på banerne torsdag aftener, hvor der som regel har været 25-30 første/andetholdspillere til træning samtidig med 15-20 tredjeholdsspillere og en del damespillere. Så er der trængsel i klubhuset bagefter..
Året sluttede med en flot 2.-plads i LF-serien med kun ét – èt nederlag i 26 kampe. Samtidig markerede vi os ved at gå videre i pokalturneringen, og i første runde under DBU tabte vi en meget flot kamp 2-3 til Holbæk fra 2. division. Holbæk er i øvrigt stadig med i pokalturneringen som det lavest rangerede hold. Skal vi ærgre os over ikke at rykke op ? Efter min mening ikke. Vi er efter min mening ikke gearet til at spille i kval-rækken. Bedre end for 3 år siden –især spillemæssigt. Men organisatorisk synes jeg, vi mangler meget.


Trænerne.


Når vi har haft succes på banerne de sidste mange år skyldes det ikke mindst, at vi efter min mening har været rigtig heldig med valget af trænere. I de svære år havde vi Benny Pedersen, der forstod at få det bedste ud af et måske lidt ”tyndt” spillermateriale”. Under Henning Jensen, èn af vore ”tilbagevendte sønner”, kom der meget optimisme ind. Søren Lyngesen havde et meget utaknemligt job året efter nedrykningen, men klarede det flot. Teamét i år, Thomas og Molle, har formået at få andetholdet til at træne – her har Ivar`s indsats også sat sit præg, og i det hele taget har der været en positiv stemning omkring alle seniorholdene.


En mand, som fra tilskueres side er meget overset, er vores holdleder Rene ”Scheisse” Pedersen. Hvad den mand har betydet for førsteholdet gennem utallige sæsoner kan ikke overvurderes. Altid i godt humør med en kvik bemærkning på læben, og tingene omkring holdet er altid i orden. Jeg tror ikke, mange udenfor stående har begreb om hvilket kæmpearbejde, det er såvel til hverdag som til kamp at holde styr på alting : Spilletøj, overtræksdragter, medicintaske, drikkeflasker, forplejning m.v. Jeg har selv haft den (blandede) fornøjelse at vikariere for Rene nogle gange, og det har lært mig hvilken fantastisk arbejdskraft han er, uden at han på nogen måde giver udtryk for det.


I skrivende stund er det ikke afklaret, hvem der er træner næste år, men klubbens økonomi sætter desværre en vis begrænsning.


Alt dette har kun handlet om seniorafdelingen. Men der rører sig jo heldigvis meget andet i klubben.
De ”gamle”- old-boys og veteraner- har gjort det rigtig flot. Resultatmæssigt som socialt. Det er efter min mening meget vigtigt for en klub at have denne ”overbygning”, der med til at holde liv, og selvfølgelig kan fortælle de unge ”forkælede” mennesker, at da de var unge, var der fodboldspillere til..


Dameafdelingen har ”kørt” lidt op og ned, men også denne del af klubben er meget vigtig.


Ungdomsafdelingen – klubbens fødekæde – har lidt under de små årgange, men det er glædeligt, at vi helt nede fra tilsyneladende har rigtig mange på vej. 2006 lilleputafdelingen med to 11-mandshold – det ene i lilleput 1, lover godt for et førstehold om 4-5 år. Bare vi kan holde samme på dem.


Også pigeafdelingen lover godt med stor optimisme.


Hvad med fremtiden??


Jeg har jo i de tidligere artikler gjort opmærksom på klubbens sammenhæng med Møllebakkeskolen. Personalemæssigt er der ikke mere nogen sammenhæng. ”Bunden” blev vist nået ved Horrebyhallens 25-års jubilæumsfest i august, hvor der ud over mig ikke var èn eneste nuværende eller tidligere lærer fra skolen til stede…


Alligevel er skolen absolut grundlaget for LUIF`s udvikling. Jeg kan med den sammensætning det nye byråd har fået have mine bange anelser. Må min ængstelse vise sig at være ubegrundet…


”Tordenskjolds-soldater” er nok det rigtige udtryk for klubbens ledelse og øvrige organisation. Det er fantastisk, hvad nogle personer i bestyrelserne og andre sammenhænge har ydet. Jeg kan desværre ikke her nævne navne, men alle med tilknytning til klubben ved, hvem jeg mener. De fortjener alle et stort skulderklap, og deres arbejde bliver desværre ikke altid vurderet efter fortjeneste. Vi håber alle, at de ikke ”knækker halsen”, men fortsat vil yde en indsats.




Henning Sørensen